Jeg har hele mit liv været optaget af kønsroller og ligestilling. Da jeg var yngre kom det bl.a. til udtryk i en instinktiv irritation, når der fx blev ’joket’ med, hvad kvinder kunne eller skulle – og underforstået: hvad kvinder ikke måtte eller burde. Gennem tid og uddannelse har jeg fyldt mere teori på mine rå observationer, jeg har udbygget min viden og måske nuanceret mine opfattelser noget, men den grundlæggende indignation er stadig en drivkraft. Når man først ser verden gennem en kritisk optik, så kan og vil man ikke tage de ’briller’ af. Og man vil ikke bare sidde og vente på at tingene sker af sig selv.

Jeg opfatter ikke Danmark som et samfund med fuld ligestilling. Jeg mener, vi alle er underlagt strukturer, der fastholder os i kønnede kategoriseringer. Jeg mener, det kvindelige og feminine bliver underordnet, og jeg mener, at de faste opfattelser af, hvordan man er en rigtig mand eller kvinde er begrænsende for alle køn. For mig er ligestilling et spørgsmål om frihed til først og fremmest at være et menneske og ikke et køn.

Noget af det, der frustrer mig mest men samtidig også gør ligestilling så interessant for mig, er de uhyre subtile magtstrukturer, der ligger bag – og samtidig hvor meget de råber os op i ansigtet, uden vi stiller spørgsmålstegn ved dem. Hvorfor bliver det fx opfattet som noget nær børnemishandling at iklæde babyer med tissemænd lyserødt tøj?

Det vigtigste for mig er ikke, at man er fuldstændig enig om, hvad svaret på ligestillingsspørgsmålene er. Det vigtige for mig er, at spørgsmålene bliver stillet – at vi forholder os kritisk til ting, der bliver præsenteret som naturligheder. Det er en af grundene til, jeg valgte at blive aktiv i Selskab for Ligestilling. Her er der en enighed om, at vi ikke vil vente på at tingene sker af sig selv. Vi tager aktivt stilling til debatten, vi prøver at påvirke vores omgivelser, og selvom vi deler et grundlæggende interesse- og værdifællesskab, er der også plads til forskellige tilgange og til diskussioner.