feminisme [femi'nisme] subst. –n
Det er hvad der står, når man slår feminisme op i Nudansk ordbog. Så som sådan er det meget simpelt, og netop derfor, jeg er feminist og medlem af bestyrelsen i Selskab for Ligestilling. Fordi jeg mener, at det er dybt uretfærdigt, hvis mænd og kvinder ikke skulle være ligestillede og behandles lige på alle punkter. Og desværre også, fordi jeg mener, at vi ikke har ligestilling i Danmark, selvom vi ofte går rundt og tror det og selvom det måske ikke er så tydeligt, som det engang var.
Jeg har været optaget af debatten om ligestilling så længe jeg kan huske. Som oftest bliver denne optagethed manifesteret gennem heftige diskussioner om alt fra ligeløn til barsels-ordning, til gayparade og hvorfor små pigers tøj ofte er lyserødt og fyldt med prinsesser. Som oftest diskuterer jeg disse ting, med folk som er rygende uenige i mine synspunkter (deraf heftige diskussioner). Da jeg for to år siden mødte Selskab for Ligestilling, fandt jeg et sted, hvor jeg kunne få diskuteret en hel masse ting igennem med nogen der, uanset om vi er enige eller ej i, hvad løsningen er, i hvert fald er enige i det basale problem; Vi har IKKE ligestilling i Danmark.
Selskab for Ligestilling er for mig et forum, hvor jeg kan få lov at lufte mine tanker og tvivl i sager om ligestilling og hvordan denne skal gribes an, men hvor jeg på intet tidspunkt behøver at forsvare hvorfor jeg er feminist og hvorfor, jeg går ind for ligestilling. Jeg mener at diskussionen om ligestilling skal tages op igen, men fra et andet udgangspunkt end det vi er vant til. Jeg foreslår at vi, i stedet for at lire den sædvanlige smøre af om at vi i Danmark er åh-så-ligestillede og at vi alle er lige for loven, i stedet kigger på alle de tal og alle de undersøgelser og alle de fakta der er lige for næsen af os og som beviser det modsatte, og så tager vi diskussionen en gang til – og så ændrer vi de ting vi finder, der ikke gør os alle ligestillede.
Jeg vil gerne sætte skub i dagsordenen og debatten; Jeg går ind for kvoter i bestyrelser. Jeg går ind for lige dele barsel til mænd og kvinder. Jeg går ind for, at vi bliver nødt til at tage et grundigt opgør med den måde samfundet er konstrueret på, som lige nu eksempelvis betyder at omsorgsfag (såkaldte kvindefag) som oftest er underbetalt i forhold til tekniske fag (såkaldte mandefag) – og at kvinder i gennemsnit får 17,7 % mindre i løn end mænd.
Jeg har ikke lyst til at vente og håbe og krydse fingre for, at tingene ændrer sig. Jeg går ikke ind for lovreguleret ligestilling til evig tid, men jeg går ind for det, til tilstandene i samfundet har ændret sig til det, jeg kalder det naturlige; at der er en lige balance mellem kønnene, at ikke bare et køn sidder på de tunge samfundsmæssige poster og det andet køn står for bleskift og omsorg for at sige det groft.
Udover at jeg mener vi skal lovgive på en hel masse områder, så har jeg en hel del yndlingsaversioner, jeg også godt kan lide at diskutere igennem: pigefarver/drengefarver, pigelegetøj/drengelegetøj, tøseaften/mandeaften… i det hele taget alt, der stinker af gammeldags kønsopdelt tankegang og pædagogik.
Når jeg ikke diskuterer ligestilling, studerer jeg på ITU og arbejder freelance med film, grafisk design, og beklædningsdesign. Jeg er på vej til Finland i et halvt år for at tage de afsluttende fag af min kandidatgrad i Digital Design og Kommunikation og vil derfor have orlov fra Selskab for Ligestilling i det næste halve års tid.

kontakt migtelefon: 00000000
send en e-mail