Baggrund:
Jeg fandt for mange år siden ud af, at jeg var interesseret i politik. I teenageårene var jeg (som de øvrige i min aldersgruppe) interesseret i samfundsrevolution. Da jeg blev lidt ældre gik det op for mig, at jeg var nødsaget til at indskærpe feltet for mit virke. Jeg valgte kønspolitikken, da netop dette område vækkede en del undring hos mig. Mest af alt fordi der ikke var nogen, der talte om kønspolitik og ligestilling. Samfundsdebatten var (og er) præget af en opfattelse af, at ligestilling er en realitet. At mænd og kvinder har samme rettigheder, hvilket vel også er en rimelig betragtning. I hvert fald på papiret. Det skorter nemlig ikke med lovgivning både nationalt og internationalt, der forbyder diskrimination – herunder kønsdiskrimination. Men en ting er at nedfælde ting på papir og vedtage dette i diverse lovgivende forsamlinger. Noget andet er jo som bekendt virkeligheden.

Jeg har desværre svært ved at få øje på ligestillingen. Kvinder og mænd har ikke lige ret til barsel, der er store lønforskelle mellem mænd og kvinder, kvinder har ikke værnepligt, der er en skævvridning af kønsfordelingen på samfundets topposter, og mænd er underrepræsenterede i de klassiske omsorgsfag.

Kritiske røster vil i ovenstående sammenhæng fremføre, at der jo ikke er en lov mod, at mænd uddanner sig til social- og sundhedshjælpere eller, at kvinder søger diverse professorater, hvilket er fuldstændigt korrekt. Men ikke alt er synligt for det blotte øje. Jeg mener, at vi allerede fra barnsben bliver præget ift. at opføre os på en bestemt måde afhængig af vores køn. Når vi døbes, bliver vi iført enten en blå eller rød sløjfe. I folkeskolen bliver vi oplyst om, at pigerne er bedst til at sidde stille, mens drengene er mere opfarende. Pigerne er desuden bedre til at vise omsorg end drengene, og drengene er bedre til matematik end pigerne. Jeg tænker, at disse dogmer er blevet sagt så mange gange, at de er gået hen og blevet sande. I hvert fald i vores hoveder. Dette viser sig videre i livet bl.a. i kønnenes uddannelsesvalg. Når vi så bliver voksne, finder en partner og får børn – ja, så er det jo soleklart, at kvinderne tager barslen. Det er jo dem, der er de mest omsorgsfulde. Desuden får manden ofte mest i lønningsposen, så det ville jo også være økonomisk tåbeligt at lade ham tage barslen. Men dette har jo intet med ligestilling at gøre. Det har snarere noget at gøre med, at vi tillader, at individer begrænses af deres specifikke køn, hvilket rammer både mænd og kvinder.

Jeg mener, det er på tide, vi får gjort op med disse afsindige dogmer, og jeg er villig til at arbejde ihærdigt for at skabe en mere refleksiv praksis, således at hverken mænd eller kvinder skal tillægges forudbestemte prædikater afhængig af de konstruerede normer, der er for det køn, de tilhører.